Medbestemmelse som drivkraft for læring
I skrivende stund er det nærmest umuligt at læse om danske skoleelevers trivsel og læring i folkeskolen uden at støde på temaet om elevernes medbestemmelse. På Haverslev skole er man også optaget af denne strømning, hvorfor lærerne besluttede sig for at lade elevernes idéer og initiativer, blive drivkraften for de læringsaktiviteter der fandt sted i forbindelse med en PBL-uge.
I den ene ende af skolen, var indskolingen i fuld gang med at gøre klar til cirkusopvisning for byens børnehavebørn og det var tydeligt at mærke både engagement og spænding blandt børnene, da de stolt fortalte om deres roller og viste deres hjemmelavede billetter, popcornkrus og kostumer.
”Jeg skal være cirkusinstruktør. Og jeg er akrobat og vi har selv bestemt, hvad vi vil vise”, fortæller to elever, der står klar på gangen til at tage imod børnehaverne, der allerede er på vej ind ad døren.
Ugen startede med en inspirationstur til Cirkusmuseet, hvorefter dagene gik med at udvikle og øve deres egen cirkusforestilling. Lærerne havde ”smidt tøjlerne” for at lade elevernes idéer og ønsker forme cirkusforestillingerne og sikke et resultat, der kom ud af det. En lærer fra indskolingen fortalte, at hun var blevet positivt overrasket over, hvor godt børnene i 0. klasse arbejdede gennem ugen, der afveg en del fra den normale dagsrutine. ”Det er utroligt hvad børn kan, hvis man inddrager dem.”
I den anden ende af skolen var stemningen en helt anden – det summede af koncentration. Mellemtrinnet havde forvandlet deres klasselokaler til avisredaktioner og journalisterne var i fuld gang med at færdiggøre deres artikler inden dagens deadline. I 6. klasse sad chefredaktørerne med den sidste korrekturlæsning inden ”Skoleavisen” kunne sendes i trykken og i et af de andre lokaler udbrød en elev: ”Yes, jeg nåede at blive færdig med min artikel”. Eleverne var stolte over deres artikler, hvor der både var skrevet om fund af tyvekoster i Haverslev, valget i USA og hvordan man passer en kanin - alle artikler, der tog udgangspunkt i elevernes egne interesser.
Lærerne synes også, at det havde været en succes, men med de udfordringer der nu kommer, når man slipper kontrollen en smule og giver eleverne mere plads. ”Man er virkelig på hele tiden og nogle gange er der bare lang ventetid på hjælp, men hvor har de været gode og især i den del, hvor de har været ude for at lave interviews. Det har de bare gjort så godt!”, fortalte en lærer, der hurtigt måtte videre til en journalist, der havde ventet længe.
Der var ingen tvivl om, at eleverne både havde haft det sjovt, lært en masse og ikke mindst haft mulighed for at sætte deres præg på ugen og dermed været ”medskabere” og medansvarlige for deres egen læring - præcis det som mange elever kalder på i den danske folkeskole. ”Det er bare sjovere, når man kan være med til at bestemme, hvad man skal skrive om”, fortæller en af drengene mig fra 6. klasse og det kan vi da kun give ham ret i.